Menu


Ny alterdug i Trige kirke PDF Udskriv Email

Ny alterdug til Trige Kirke

Ved gudstjenesten 2. juledag 2012 kl. 10 indvies en ny alterdug i Trige Kirke.

For nogle år siden var den gamle alterdug, som for længe siden blev broderet af en kreds af kvinder i Trige, så slidt, at det var umuligt at vaske og stive den. Derfor nedsatte Trige Menighedsråd et lille udvalg bestående af Lone Hindø og Anne Marie Christensen til at undersøge mulighederne for at tilvejebringe en ny alterdug, som var lige så smuk og lige så speciel som den gamle.

Der gik nogle år, hvor vi havde antennerne ude både til den ene og den anden side, for at finde det helt rigtige. Og så en dag, på en pensionistudflugt til bl.a. Råsted Kirke, henvendte Inga Sørensen sig for at høre, om menighedsrådet var interesseret i, at hun kniplede en blonde til en alterdug til Trige Kirke. Det blev startskuddet til det, som nu, godt et år og mange timers arbejde senere, er blevet til en ny alterdug, som indfrier alle de største forventninger.

Inga fortæller begejstret om arbejdet med at kniple den fine blonde. Hun nyder at sidde i sin smukke havestue i et dejligt lys og flytte rundt på kniplepindene og se arbejdet udvikle sig. For en uindviet ser det voldsomt indviklet ud. ”Hvordan gik det til, at du begyndte at kniple”, spurgte vi hende. Ingas mor har kniplet meget, men ville ikke lære fra sig: ”Det må du gå på kursus for at lære”. Og da Inga gik på pension fik hun mulighed for at tilslutte sig et kursus i Tilst, hvor hun stadigvæk lærer og henter inspiration. Ingas kniplebræt er hendes mors, og hun har arvet en del udstyr fra morens veninde, blandet andet nogle fine gamle træpinde. Hvert 3. eller 4. år er der Tønder Kniplefestival, som Inga besøger, enten sammen med kursusholdet eller hun lokker sin mand til at tage med.

Det er begrænset, hvad der umiddelbart findes af mønstre til knipling af kirketekstiler. Udvalget fik forelagt en finsk bog med et udvalg af mønstre, men der var ingen tvivl om, hvilket mønster det skulle være: Vi valgte uafhængigt af hinanden det mønster, som Inga har arbejdet ud fra.

Dugen er kniplet med 91 kniplepinde, hver omviklet med 9 meter hørtråd, i alt 819 meter tråd. Det tog 4½ time at vikle al tråden op. Blonden er 3 m lang, og Inga har brugt 150 timer på at kniple den og brodere en hulsøm på den fine hørdug, som hun også har klargjort, og som blonden skal monteres på.

I forbindelse med indvielse af alterdugen 2. juledag vil der blive lavet en lille udstilling omkring processen med at fremstille alterdugen: Kniplebræt, materialer, mønster og billeder, som Inga har fået taget undervejs i arbejdet.

Lone Hindø & Anne Marie Christensen

Yderligere detaljer:
I januar 2012 opmålte Inga Sørensen og Anne Marie Christensen alterbordet: 160,9 x 66,8 cm.
Den 12. december 2012 lægger de sammen med Lone Hindø den nye alterdug på.
Blonden er 3 m lang. I den ene ende er en ”reserve”, som kan bruges, hvis blonden kryber i vask. I dette tilfælde skal blonden tages af og syes på igen i den nye længde.
Under alterdugen er lagt et stykke tyndt filt. Oven på alterdugen lægges en glasplade. Glaspladen består af hærdet, kantslebet sikkerhedsglas (2 lag, så pladen ikke splintres ved eventuelt brud, men blot revner).

SAM 0427

SAM 0429

SAM 0431

SAM 0435

SAM 0440

SAM 0444

SAM 0445